21.01.2021, 08:35 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Simone P kronede flot kamp med otte kasser

I de seneste mange kampe, er det Stine Skogrand der har løbet med topscorerrollen, men i går aftes var det Simone Petersen der strålede på den post.

Simone Petersen startede på bænken, men efter godt ti minutter blev hun skiffet ind, i stedet for Helene Fauske, og så kom der for alvor gang i Herning-Ikast, der indtil da, ikke rigtigt havde fundet ind i sit normale flow. Simone virkede toptændt, og med hende som fremskudt i 5-1 forsvaret, så havde København det i store perioder meget svært.

Vi kunne gå til pause med en føring på 13-8, men efter pausen gik det lidt i stå, blandt andet i en periode, hvor Simone var ude på bænken for at få tjekket sit knæ. Det viste sig heldigvis ikke at være alvorligt, og ved 16-16 tog København lidt overraskende timeout, efter at de lignede et hold der for alvor havde fået overtaget i kampen. Her efter skiftede kampen igen moment, og vi fik igen styr på kampen.

"Jeg fik et lille overstræk på bagsiden af knæet, og fik et lille chok, og derfor skulle jeg lige ud og have det tjekket. Det var heldigvis ikke noget, så jeg er fit for fight", fortæller Simone Petersen, og giver efterfølgende sin vurdering af kampens forløb:

"Jeg starter ude, men kommer ind og finder et godt flow sammen med de andre, hvor vi står sindsygt godt i forsvaret. København har meget svært ved at finde løsningerne, fordi vi hele tiden får dem lukket ned. Efter pausen kommer vi til at lave nogle dumme beslutninger, hvilket gør at København får gang i deres kontra, som de jo er rigtig gode til. Vi får dog justeret til, hvilket igen gør, at de får det svært og har en lang pause uden scoringer"

Simone Petersen spillede selv en tæt på perfekt kamp, med hele otte scoringer til følge, og man fornemmer tydeligt, at hun lige nu begynder at ramme det topniveau, som vi ved hun har og som var grunden til, at hun blev hentet til klubben i sommers. En vurdering, hun selv er enig i.

"Jeg spillede en fin kamp mod Aarhus og igen i dag rammer jeg et godt niveau, så jeg håber det er på vej op ad. Jeg har savnet at spille ordentligt, så det er dejligt at komme ind og præstere med en god indsats, og føle at jeg er på rette vej", siger hun efter kampen.