10.11.2020, 23:01 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Simone P: Fokus er på os selv

Onsdag aften går det igen løs i Bambusa Kvindeligaen, når vi skal en tur til Forum Horsens, hvor hjemmeholdet Horsens Elite tager i mod.

En sejr er tiltrængt efter seks kampe i streg uden sejr, og holdet er i den grad opsat på, at der skal point på kontoen.

"Fokus er på os selv, og vi har brugt tiden, siden nederlaget til Nykøbing, på at få trænet hårdt og kigget på noget af det, som ikke helt har fungeret på det sidste. Vi kunne godt snart bruge en sejr, men vi må også bare erkende, at lige for tiden, er der ingen nemme sejre. Jeg vil dog sige, at spillet mod Nykøbing var klart bedre end mod Ajax, men vi mangler lige den sidste skarphed, når det skal afgøres, og det er noget af det, som vi har haft fokus på", fortæller Simone Petersen, forud for onsdagens kamp.

Simone fortæller, at der selvfølgelig er blevet talt om de kvaliteter som Horsens besider, og det er især deres lange angreb der har været fokus på.

"Horsens spiller meget lange angreb, så det har vi talt lidt om. Vi skal være klar til at løbe kontra, hvis muligheden opstår, og så skal vi være skarpe, når vi så selv er i angreb, hvilket nok bliver en del mindre, end vi plejer. De har lige fået Melissa Petrén tilbage efter en skade, og hun er en af dem, som vi skal være opmærksomme på. Der ud over har de også en god assistspiller i Trine Knudsen, og er ellers godt besat på de fleste pladser. Nu mangler der tre kampe inden EM-pausen, og det er vigtigt for os, at slutte godt af, så jeg håber da, at vi starter slutspurten ud med en sejr over Horsens, det ville være helt rart", lyder det fra playmakeren.