09.09.2020, 20:06 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Ryde og Friis lyste op i ny storsejr

Der var lagt op til topbrag her til aften, da Herning-Ikast var på besøg hos København Håndbold, men midtjyderne var simpelthen for stærke, til at det blev spændende. Kampen endte 15-26 efter 8-14 ved pausen.

Herning-Ikast sad på kampen fra start, og havde succes med at få lukket Larissa Nusser og Mia Rej ned, og i det stationære spil, havde københavnerne det svært, og lignede langt fra den svære modstander, de var udråbt til før kampen. Det skal selvfølgelig også tilskrives, at det fysiske Herning-Ikast forsvar, havde godt styr på sagerne, og i målet var Jessica Ryde nærmest en mur, og blev noteret for en redningsprocent på 57.

I den anden ende var Emma Friis, især i første halvleg i hopla, og blev her noteret for fem mål, mens hun droslede lidt ned i anden halvleg, og sluttede med i alt otte scoringer, og blev kampens topscorer. Endnu engang var der en helstøbt præstation fra Stine Skogrand, der stod ganske solidt i forsvaret, og nettede syv gange mod Johanna Bundsen i København målet.

Med aftenens sejr, rykkede Herning-Ikast op på førstepladsen i Bambusa Kvindeligaen med otte point for fire kampe, og en imponerende målscore der hedder 125-74.

Mere om kampen senere.