23.03.2021, 16:50 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Nu starter slutspillet - 6 små finaler venter

Onsdag aften tager vi fat på slutspillet, og lægger ud på udebane mod København Håndbold, som vi i denne sæson har haft godt styr på.

I de to kampe i grundspillet, er det blevet til to sikre sejre over København Håndbold, og til trods for at holdet har mistet deres største profil, Mia Rej, til Odense Håndbold, så forventer Kasper Christensen ikke, at det bliver nogen let kamp. Han vil naturligvis gerne komme godt i gang med slutspillet med en sejr, men siger samtidig, at det ikke vil være en katastrofe, hvis det skulle starte ud med et nederlag.

"Jeg ser slutspillet som seks små finaler, hvor det er lige vigtigt hver gang, så selvfølgelig vil vi gerne godt i gang, men vi går ikke i panik, hvis vi skulle tabe første kamp, og samtidig vil vi heller ikke føle, at vi har slået et hul til København, hvis vi skulle vinde. Vi tager en kamp ad gangen, og onsdag aften er det så den første "finale" der spilles", konstaterer Kasper, der har set tegn på, at København er kommet videre, efter tabet af Mia Rej og derfor skal ses som en svær modstander:

"Vi har haft to gode kampe mod København i denne sæson, men i den sidste kamp var der bestemt ting, som godt kunne have været bedre, hvor især vores angrebsspil ikke var optimalt. Jeg synes også det virker til, at København har fundet deres nye stil efter at Mia Rej er stoppet, og de seneste kampe har det set ganske fornuftigt ud, så der venter uden tvivl, en svær kamp"

Med til Frederiksberg Hallerne er Vilde Johansen også, og den rutinerede norske stregspiller, der har været skadet de seneste par måneder, er så småt ved at være klar til kamp.

"Vilde er med igen, og så må vi se undervejs, hvor meget hun skal spille. Det kommer an på mange ting, så jeg har ikke taget endelig stilling til, hvor stor en rolle hun får, men sikkert er det, at hun er med"

Kampen starter klokken 20.00 og kan følges på TV2 Sport samt Tophåndbold.dk