09.10.2020, 09:48 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Kasper C: Vi har potentialet

Onsdag aften løb Herning-Ikast Håndbold ind i holdets blot andet nederlag i denne sæson, da de danske mestre fra Team Esbjerg viste sig stærkest på dagen.

Havde man som tilskuer inden kampen håbet på højt niveau i forsvaret, så blev man, hvad enten man holder med HIH eller Esbjerg, skuffet, fordi begge hold havde i den grad svært ved at finde deres normale rytme forsvarsmæssigt, mens det i den anden ende, altså angrebet, så en hel del bedre ud.

Herning-Ikast-træner Kasper Christensen var tydeligt skuffet over kampens udfald, der hed 33-36, hvor han især ærgrede sig over, at forsvaret ikke kom op i det gear, som vi ved holdet kan præstere.

"Vi fandt aldrig balancen i vores forsvar, og får aldrig rettet til på højt nok niveau. Vi får aldrig matchet Esbjergs offensiv, lige som de i øvrigt heller ikke gør mod vores offensiv. Vi leverer flot angrebsspil, langt hed ad vejen godt 7 mod 6 spil og mange fine individuelle præstationer, så vi skal passe på med ikke at komme i vores følelsers vold over vores defensiv, fordi den har været god indtil nu. Vi må bare konstatere, at vi for første gang i sæsonen falder ud defensivy", lyder den ærlige analyse fra HIH cheftræneren.

Midt i anden halvleg havde Team Esbjerg fået et pænt forspring, men HIH fandt tilbage på sporet, og fik kæmpet sig flot tilbage, og var tæt på at hale Esbjerg ind igen.

"Jeg synes at vi viser god moral, præcis som mod Viborg. Det handler for os om, at holde snuden i sporet, fordi vi er ikke langt fra måske to bedste hold i Danmark lige nu. Vi er nogle procenter bagefter på nuværende tidspunkt, men jeg er sikker på, at vi kan blive klogere i løbet af sæsonen, og få skabt en endnu bedre base i vores spil, så jeg er fortrøstningsfuld og har en klar tro på, at vi kan finde de sidste procenter, fordi vi har potentialet", fastslår Kasper Christensen.