13.01.2021, 22:00 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Kasper C: Flot præstation af hele holdet

Onsdag aften fik vi tredje sejr i 2021 ud af tre kampe, og denne gang var det Aarhus United det gik ud over.

Efter en tæt 1. halvleg, hvor vi førte med 12-10 ved pausen, kom der for alvor tryk under kedlerne i 2. halvleg, hvor tingene blev sat på plads, med en sejr på 30-22 til følge. Cheftræner Kasper Christensen, var efter kampen ganske godt tilfreds med holdets præstation, som blev grundlagt på kollektivets indsats.

"Jeg er meget tilfreds og må bare sige, at det var en flot præstation af hele holdet. Det er en tæt 1. halvleg, hvor vi kommer til at stå for defensivt, hvilket jeg må tage på min kappe, men vi får rettet til i pausen, hvilket hurtigt giver udslag i 2. halvleg. Vi leverer på et rigtig fint niveau hele vejen rundt, og selvom at der var lidt småfejl hist og her, så er det svært for alvor at være utilfreds med noget", konstaterer en tilfreds Herning-Ikast Håndbold cheftræner efter kampen.

Ressourcerne blev fordelt godt i aftenens kamp, og der blev endda plads til, at både Mathilde Troelsen og Nanna Rasmussen fik spilletid, og de leverede en ganske fin indsats, i de minutter der var inde.

"De er med for at lære og få noget rutine, men jeg bemærkede, at de fysisk sagtens kan være med, og at vi i de minutter de var med, faktisk spillede lige op med Aarhus, så det var bestemt en godkendt indsats af de to. Der ud over leverede Englert en god præstation, hvor hun lukker ned i mange situationer, og viser hvor god hun er, men helt overordnet, så var det en holdpræstation i dag, og det lover godt fremadrettet", lyder det fra Kasper Christensen.

På fredag tager holdet af sted til Paris, hvor Paris 92 venter lørdag i EHF European Cup.