29.01.2021, 09:05 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Kasper C: En fifty-fifty kamp

Lørdag eftermiddag er der lagt op til et topbrag, når vi hjemme i IBF Arena, møder Viborg Hk i Bambusa Kvindeligaen klokken 16.10. En kamp der kan ses på TV2.

Vi har både vundet og tabt til Viborg i denne sæson, først med nederlag i ligaen og efterfølgende en sejr i kvartfinalen i Santander Cup, der dermed sikrede os en plads i Final-4 senere i år. Begge kampe var tætte opgør, så der venter umiddelbart en tæt match, og Kasper Christensen forventer da også, at kampen kan gå begge veje.

"Jeg tænker at det er en fifty-fifty kamp i morgen, hvor der ikke er en favorit på forhånd. Det bliver uden tvivl en meget tempofyldt kamp, og begge hold er inde i en god periode, så hvem der ender med at vinde kampen, tror jeg er svær at forudse. Vi har en opadgående formkurve, og har ikke tabt i et godt stykke tid i ligaen, så vi kommer ind til kampen med masser af selvtillid, men det må vi også antage at Viborg gør, så det skal helt sikkert nok blive et spændende opgør", lyder det fra vores cheftræner Kasper Christensen.

Det blev til sejr i onsdags over Vendsyssel Håndbold, men ud over de to point, så er der ikke noget fra kampen, som kan bruges i lørdagens kamp, i følge Kasper, og der er da heller ikke blevet brugt megen tid på at evaluere kampen.

"Kampen i onsdags har vi ikke brugt meget tid på. Det var en kamp der blev spillet i meget langsomt tempo, og en kamp der "bare" skulle vindes, hvilket vi gjorde, uden at spille prangende. Kampen mod Viborg bliver helt anderledes, så det vi tager med fra kampen i onsdag er de to point, og at ingen blev skadet, så vi har samme trup med til kampen lørdag"

Vilde Johansen er stadig ude med en skade, og der går stadig nogle uger, før det er realistisk at se hende på banen igen. I stedet for hende har Oliva Simonsen og Mie Sando løftet opgaven på stregen, mens Ingvild Bakkerud har taget et stort slæb i forsvaret.

"Vi har været hårdt ramt på stregspilspositionen, først med Sarah Iversen der blev gravid, derefter Camilla Fangel der også blev gravid, og så Vilde der fik en skade. Men jeg synes at både Olivia og Mie er vokset med opgaven og har løst det rigtig godt, og så har Ingvild taget et stort slæb, og jo nærmest spillet fuld tid i mange kampe. Vi har også fået set, at der ikke alene er et stort talent i Olivia, men hun er også en spiller der tager noget ansvar og en vi kan regne med når det spidser til, så det har været meget positivt", fortæller Kasper.