27.08.2020, 09:00 | Af: Jonas Hooge | Foto: Hamistolen

Friis: De unge gør det godt

Tirsdag aften var Herning-Ikast i kamp for første gang i denne sæson, og her blev det til en flot og sikker sejr over Silkeborg-Voel. Også holdets unge spillere fik markeret sig flot, og vist at bredden er på plads.

Kampen endte, som de fleste nok ved, med en storsejr på hele 36-20, og dermed fik Herning-Ikast en perfekt start på Bambusa Kvindeligaen.De unge spillere på holdet fik meget spilletid i 2. halvleg, og det var noget af det, som Anders Friis, assistenttræner for Herning-Ikast, glædede sig over efter kampen.

"Noget af det vi er rigtig glade for, er, at de unge gør det godt i dag (tirsdag. red) og en spiller som Michala Møller gør det jo fremragende da hun kommer ind, mens en Olivia Simonsen løser nogle defensive opgaver sindsygt godt. Det bliver rigtig vigtigt, måske ikke i denne kamp, men på lang sigt at vi kan bruge dem, når kræfterne slipper lidt op og vi kommer ind i et hårdt kampprogram", siger Anders Friis efter kampen i tirsdags, og tilføjer:

"Når vi kommer ind i efteråret med europæisk håndbold, der bliver det vigtigt at vi kan trække på alle mand i truppen"